Dorrit West Risikoledelse og den offentlige sektor

Mere overvågning af ansatte i kommuner?

Skal kommuners ret til at opsætte overvågningskamera, for eksempel på kommunale institutioner, i skolegårde eller på kontorer udvides? Bølgerne går højt, holdninger er delte og den nuværende debat bærer præg af, at følelser styrer argumenterne. Hvem ønsker at blive overvåget i alt hvad de gør? – ”det gør ingen vel; men når det giver tryghed eller øger sandsynligheden for at finde den ”skyldige” må vi vel acceptere det mindst onde……..” Det er debattens nuværende udgangspunkt og herfra går KL, faglige organisationer og borgere så videre til at efterlyse klare retningslinjer for, hvornår og hvordan der må overvåges

 MEN lad os først få mere diskussion af hvad overvågning nytter, og hvad den kan bruges til, før vi beslutter os!

Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at fagforeninger, ansatte og mange lederes bekymring over mere overvågning bunder i ”risikoen for at blive opdaget”. Offentligheden har jo set sager, hvor omsorgssvigt, overgreb eller laden stå til tilsyneladende ser ud til at være hverdag, eller hvor der er tegnet et glansbillede af en situation, som andre ikke kan genkende. Derfor er mere overvågning godt!

Den begrundelse for overvågning vil jeg gerne slå en streg over. Det er min klare overbevisning, at det er et minimum af situationer, hvor der sker noget kriminelt, som ad den vej ville blive opdaget, og jeg tror ikke på, at ”konsekvenspædagogik” regulerer negativ menneskelig adfærd – vi skal ind til kerne af adfærden i stedet.

Min bekymring bunder også i de uheldige ”bivirkninger” som overvågning kan have på den enkelte medarbejders mod til at træffe individuelle beslutninger og faglige skøn; den manglende handlekraft, fordi ”hvad hvis det opdages, at jeg bøjer reglerne og min hensigt tolkes forkert, så hellere undlade at gøre noget” og endelig i den bivirkning, at vi alle kan blive en flok robotter, der bekymrer os mere om at gøre det reglerne siger vi skal, frem for at gøre det situationen kræver – altså tab af det personlige ansvar og den etiske dømmekraft.

Lad os så antage den situation, at vi har fået øget overvågning i kommuner. ”Nogen” har nu timevis af råbånd, som beskriver dagligdagen i daginstitutionen ”Myreturen” , i 6. b på ”Hverdagsskolen” eller i spisesituationen på demensafsnittet ”Valmuen” på plejehjemmet ”Solglimt til rådighed – skal ”nogen” kunne anvende optagelserne til noget skal der klippes, redigeres, udvælges og den etiske diskussion om, hvilke vinkler eller formål et udsnit af råbåndet skal have begynder. Hvordan bliver kommunerne gearet til at anvende resultatet af overvågning?

En debat om hvorfor mere overvågning i kommunerne nytter og hvad den skal bruges til hilses velkommen!